Udskydelse har rødder i de grundlæggende mekanismer i vores hjerners måde at fungere på, snarere end i simpel dovenskab.
Din hjerne er konstant på udkig efter måder at minimere trusler og maksimere øjeblikkelige belønninger på, rapporterer .
Når du tænker på en udfordrende opgave, kan amygdala, det organ, der er ansvarligt for at behandle frygt, opfatte det som en potentiel trussel om fiasko. Det udløser “hit or run”-reaktionen, som får dig til at undgå ubehag og vælge mere behagelige aktiviteter.
Pixabay
Dopaminkredsløbet i din hjerne tilskynder til adfærd, der giver hurtig tilfredsstillelse, som f.eks. at scrolle gennem sociale medier. Et komplekst projekt med et forsinket resultat giver ikke den samme øjeblikkelige dopaminstigning, så din hjerne vægrer sig ved at starte det.
Evolutionært set er vores hjerner programmeret til at spare energi ved at prioritere kortsigtede overlevelsesmål. At sidde på sofaen synes for hjernen at være en sikrere og mere energibesparende mulighed end at tage fat på en vanskelig arbejdsopgave.
Konstant udsættelse skaber en ond cirkel, der øger angsten og sænker selvværdet. Hver gang man undgår opgaven, bekræfter hjernen, at aktiviteten faktisk er farlig, hvilket forstærker udsættelsesmønsteret.
Viljestyrke nedbrydes som en muskel, fordi den kræver et betydeligt forbrug af mental energi. At forlade sig på selvkontrol alene for at bekæmpe overspringshandlinger er en sikker vej til frustration og skyldfølelse.
Neuroforskere foreslår en metode til at “omkoble” neurale forbindelser ved at ændre din tilgang til en opgave. Du er nødt til at tage det første skridt, så lilleat det ikke vil forårsage modstand i hjernen.
Reducer den planlagte handling til et absolut minimum, for eksempel, løfte “skriv en sætning” eller “åbn en fil”. Denne tilgang snyder amygdala-kroppen, som ikke opfatter mikrotrinnet som en alvorlig trussel.Fokuser ikke på det endelige, storslåede mål, men på processen og den mindste næste handling. Det er lettere for hjernen at nøjes med en konkret og enkel handling end en abstrakt og uoverskuelig mængde arbejde.
Når du udfører mikroskridt regelmæssigt, dannes der nye nervebaner, som forbinder aktiviteten med positive følelser. Med tiden vil din hjerne begynde at forbinde det at gå i gang med arbejdet ikke med stress, men med en følelse af succes og den belønning, du får.
Denne metode reducerer konsekvent den indre modstand og gør gradvist produktiv handling til en bæredygtig vane. Du træner din hjerne til at få tilfredsstillelse fra processen med at komme videre, ikke kun slutresultatet.
Når du forstår det neurobiologiske grundlag, kan du holde op med at kæmpe mod dig selv og begynde at samarbejde med din hjerne. Enkle og konsekvente skridt viser sig at være meget mere effektive end titaniske viljesbestræbelser, når det gælder om at overvinde overspringshandlinger.
Læs også
- Sådan skelner du mellem intuition og frygt: 3 arbejdsmetoder for tvivlere
- Sådan lærer du at lytte til din samtalepartner: tre teknikker til fuld fordybelse i dialog