Bedragersyndromet er den ubudne gæst, som hvisker selv de mest kompetente mennesker i øret, at deres succes er et uheld, og at alle snart vil indse og afsløre alt.
Han ser ikke på eksamensbeviser og resultater og underminerer tilliden indefra, rapporterer en korrespondent fra .
Psykologer mener, at rødderne til dette fænomen ofte går tilbage til barndommen, hvor ros kunne være betinget og kun afhang af grandiose succeser. En person internaliserer den holdning, at hans eller hendes værdi ikke bestemmes af indsatsen, men udelukkende af et upåklageligt resultat.
Pixabay
Karriereudviklingseksperten bemærker, at bedragerisyndromet især er karakteristisk for perfektionister, som er panisk bange for at begå selv en mindre fejl. Frygten for ikke at være “god nok” lammer dem meget mere end de nyankomne selv.
Interessant nok forværres denne tilstand ofte i forbindelse med karriereudvikling eller offentlig anerkendelse. Hjernen fortolker det nye ansvarsniveau ikke som en fortjent succes, men som en trussel, der kræver mobilisering af alle kræfter for at forhindre “skam”.
En succesfuld forfatter indrømmede, at hun for hver ny bog, hun udgav, kun var mere bange for, at læserne denne gang ville se, at hun “ikke klarede det”. Hun måtte bogstaveligt talt tvinge sig selv til at sende manuskripter til forlag, fordi en indre stemme fortalte hende, at de ikke var perfekte.
Det er næsten nytteløst at bekæmpe denne tilstand alene, for enhver ny præstation bruger impostorsyndromet simpelthen som bevis på sin rigtighed. Psykologer anbefaler, at man får denne frygt frem i lyset ved at tale med en psykolog eller en kollega, man har tillid til.
Når en irrationel frygt siges højt, mister den ofte sin kraft og viser sig blot at være et sæt angstfyldte tanker. Det er nyttigt at føre en “succesdagbog”, hvor alle professionelle sejre og positiv feedback, også de små, noteres.
At genlæse sådanne optegnelser i tvivlstilfælde fungerer som en stærk modgift mod den giftige indre kritiker. Efterhånden bliver man klar over, at vejen til mestring består af forsøg og fejl, ikke kun triumfer.
Accept af ens “ikke-idealitet” bliver ikke et nederlag, men en befrielse, der åbner vejen for ægte, ikke forpint, professionel vækst.
Læs også
- Hvorfor multitasking gør arbejdet langsommere: hvordan hjernen straffer os for at skifte rundt
- Hvorfor vi er nødt til at lære følelsesmæssige grænser: Hvorfor empati ikke handler om at ofre sig
